30 nov. 2017 / Skolen og medarbejdere

To generationer mødtes til 50 års festen:

Det fælles er kærligheden til materialet, håndværket og det æstetiske
Af Marianne Baggesen Hilger

To generationer mødte hinanden ved skolens 50 års fødselsdagsfest: Tre elever og en lærer, der startede skolen i 1967, og fire af de studerende, som netop er begyndt på skolen. De mødtes på skolen med rektor Elsebeth Gerner Nielsen og prorektor Lone Dalsgaard André – og fik frokost ved et bord, dækket med en dug, de tre studerende havde samarbejdet om for næsten 50 år siden. Og som de studerende årgang 2017 syntes var både sjov og flot. Meget af snakken over frokosten gik på forskellen mellem at være kunsthåndværker og lave unika i 1967 – og at designe på mange arenaer og meget digitalt med henblik på produktion i stor stil i 2017. -Så ens og så forskellige, slog rektor Elsebeth Gerner Nielsen fast om kunsthåndværkerne årgang 1967 og de designstuderende i 2017. -Dengang hed I elever, arbejdet foregik i hånden på kvadreret papir, og I lavede ting, I personligt fandt smukke og nyttige. I dag skaber vores studerende det, brugerstudier viser, der er behov for, og som også er smukke og nyttige, sagde Elsebeth Gerner Nielsen. Både de, der startede på Kolding Kunsthåndværkerskole i 1967, og dagens studerende spurgte og fortalte, og Elsebeth Gerner Nielsen summerede op, at det fælles mellem dem er kærligheden til materialet, håndværket og det æstetiske. Fælles er ønsket om at være med til at gøre vore omgivelser smukkere og bedre.

 De mødte hinanden: 

- fra 67-årgangen 

Bodil Beck, Emmy Hauch, Helene Holst og grafiker Knud Hegnet, der underviste på skolen. 

- fra 2017-årgangen

Clara Helbo, ID

Carl Berg Madsen, Textil og Mode

Julie Maria Pedersen, ID

Richard Elversøe, ID