27 apr. 2016 / Uddannelse og forskning

Vi savner viden om leg

Designskolen Koldings LAB for Leg og Design skal facilitere ambitiøst forskningsprojekt om leg og læring på Aarhus Universitet
Af Charlotte Melin

Hvordan kan leg understøtte læring?
Det spørgsmål er danske forskere stadig mere optaget af.
- Leg er en helt central del af menneskeligt samvær. Arkæologiske fund og historiske vidnesbyrd fortæller os, at leg har eksisteret til alle tider og i alle samfund. Alt tyder på, at leg er vigtig for mennesker og udvikling af vores civilisation, men vi savner viden om, hvad den egentlig gør for vores udvikling og vores udvekslinger med hinanden, siger Andreas Roepstorffs, leder af Interacting Minds Centret på Aarhus Universitet.
Det er baggrunden for, at centret søsætter et ny forskningsprojekt, PLAYTrack, som de næste fem år vil arbejde på at udvikle helt nye metoder til at undersøge og dokumentere, hvordan leg understøtter læring.

At designe leg er ej en leg
PlayTrack understøtter Capital of Childrens nye Play User Lab i Billund, hvor de kreative processer i projektet er faciliteret af Designskolen Kolding.
Her vil små og mellemstore virksomheder inden for leg, læring og kreativitet få mulighed for at udvikle sig i et stærkt fagligt miljø.
- Det er ikke den rene leg at designe leg. Der skal viden, brugerindsigt og de rette metoder til, for at nå frem til de gode legeoplevelser for fremtidens børn. Det er præcist det, Designskolen Kolding er gode til, og i Play User Lab har vi mulighed for at dele disse kompetencer med virksomheder, der har interesse i designdreven innovation, siger konstitueret leder af Designskolen Koldings afdeling for Leg og Design, Mikael Sorknæs.
Play User Lab er unik innovationsplatform, som ikke findes andre steder i landet, fordi det er muligt at kombinerer den samlede viden om børn, design, leg og læring, der er genereret i og omkring Billund – blandt andet gennem 80 år som LEGO Koncernens hovedkvarter – og gennem Designskolen Koldings strategiske fokus på design og leg.
  - PLAYTrack håber at bidrage til udviklingen af miljøet omkring Play User Lab, og vi ser frem til at indgå i en vidensudveksling med virksomheder i feltet. Mødet mellem metode, teori og virkelige kreative processer i samspil med børn er en spændende og ny opgave for os som forskningsinstitution, siger Andreas Roepstorff.
PLAYTrack er finansieret af LEGO Fonden, der har lagt 12 millioner i projektet, der vil indgå et tæt samarbejde med LEGO Fondens internationale netværk af forskere og programmer.