27 jun. 2018 / Projekter

Workshop gav idéertil udvidelse af målgruppe og sortiment

Forløbet Bæredygtig Fremgang har givet Ocean Textile Group værktøjer til at differentiere sig i en ellers homogen branche. Som et direkte resultat af workshoppen er de nu klar til at lancere nye bæredygtige produkter til en helt ny målgruppe.
Af Marianne Baggesen Hilger

Da Ocean Textile Group, der producerer regn- og beskyttelsestøj, tilmeldte sig workshoppen om Bæredygtig Fremgang var det blandt andet for at få værktøjer til at skille sig ud fra konkurrenterne: - Vi er i en homogen branche, hvor alt går op i produkt og tekniske detaljer, og hvor alle har stort set den samme tilgang til markedet, så det er svært at skelne os fra konkurrenterne.

Vi ville gerne have redskaber til at differentiere os - blandt andet ved at finde et konceptområde, der adskiller sig fra det eksisterende, siger CEO Søren Holstein Thygesen.

Opgaven på innovationsforløbet var at styre mod en mere konceptuel tankegang. Underviserne udfordrede virksomheden på målgrupper, og det gav dem dét helikopterperspektiv, der skulle til. Kunderne har hidtil primært været at finde i fiskeri- og byggebranchen, men nu har virksomheden med udgangspunkt i værktøjerne fra workshoppen udviklet en metervare, der kan anvendes i levnedsmiddelindustrien, hvor der stilles strenge krav i forhold til berøring.

Og dermed er virksomhedens ønske om at skille sig ud fra konkurrenterne allerede ved at gå i opfyldelse, endnu inden workshoppen er afsluttet.

- De udfordrede os til at kunne se, hvor de oplagte muligheder befandt sig. Og det betyder, at vi allerede et halvt år efter forløbets begyndelse er klar til lancering af et nyt og banebrydende koncept, som bevirker, at vi kan få en lang række flere kunder i tale, siger Søren Holstein Thygesen.

Fra genbrugsflaske til beklædning
Bæredygtighed handler dog ikke udelukkende om bundlinje. Det handler også om at passe på den hårdt pressede verden, vi lever i:

- Vi har altid leveret til fiskeribranchen, så naturen er vores naturlige arnested, og det er vigtigt for os at bidrage til at minimere de ødelæggelser, der sker i forhold til natur og miljø. Derfor har vi et stærkt fokus på at integrere bæredygtighed i flere og flere af vores produkter, siger Søren Holstein Thygesen, der sammen med sine medarbejdere kom med et ønske om at producere beklædning baseret på genbrugsflasker.

Også dette projekt fik et skub, så virksomheden nu – uden at gå på kompromis med funktionaliteten – er kommet i gang med produktionen. Værktøjerne er desuden på plads til at kunne påbegynde systematiseringen af hele virksomhedens materialevalg i en mere bæredygtig og recyklerbar retning med udgangspunkt i slutbrugeren.

Værdikæden rykker med
Søren Holstein Thygesen der gerne ser virksomheden blive en firstmover på området, tror på, at medarbejdernes nye kompetencer kan være med til at flytte ikke bare Ocean Textile Group, men hele værdikæden.

- Vi er på en god måde blevet tvunget ud i nye tankesæt, der gør os i stand til at tænke videre i processen og til at præge hele værdikæden til at arbejde i samme retning. Bæredygtighed er blevet et agendapunkt for vores kommunikation med leverandørerne, og det er blevet tydeligt for os, hvordan de kan bidrage i fremtiden. Så jeg føler mig sikker på, at der dukker flere muligheder op, jo mere vi arbejder med området.

På hjemmebanen er han glædeligt overrasket over, hvor meget det betyder for medarbejderne, at bæredygtigheden for alvor er kommet på dagsordenen:

- Medarbejderne synes, det er fedt. Jeg kan tydeligt mærke, at det ikke alene skaber en helt ny energi, men også begejstring og stolthed.

Bæredygtig fremgang
Projektet Bæredygtig Fremgang er et gratis innovationsforløb med fokus i bæredygtig udvikling, der udbydes af Designskolen Kolding i samarbejde med D2i designklyngen.

“- I starten tænkte jeg, at det nok ville blive meget diffust, og at vi kom til at flyve i mange forskellige retninger. Men jeg tog fejl. Vi har virkelig fået elefanten dissekeret, alt er brudt ned i faser og gjort operationelt. De har helt klart nogle modeller, som virker.Søren Holstein Thygesen, CEO Ocean Textile Group”